Du kan godt komme ud - lågen er åben

Selvom lågen er åben, bliver vi inde på folden. Tillært begrænsning er, når vi lader mentale begrænsende overbevisninger styre vores liv.

Jeg møder mange, der lever i et nyt set up - men efter gamle regler. Som stadig gør, som de gjorde, da fortiden var aktuel. Nogle opfører sig som var de små, unge, låste, bange, tvivlende, uvidende, forvirrede…

Nogle gange må jeg i sjov spørge mine klienter, om de er over 18 år? De fleste smiler som svar mens de trækker på skulderen og erkender, at de er et andet sted i dag end da de var børn eller der, hvor de lærte at være inden for rammerne og at det gjorde ondt, hvis man forsøgte at åbne lågen.

Jeg kan godt selv genkende det. Selvom jeg for længst har taget ansvaret for min færden inde og uden for folden og for mange år siden er holdt op med at forklare min adfærd og følelser ud fra min barndom, så har jeg alligevel ladet den nære fortids begrænsninger begrænse mig. Jeg er fx ikke længere del af en stor virksomhed og underlagt lederkodeks, strategier, kommunikationsplaner og skal være ansigtet på brands, som jeg skal tage hensyn til og til fulde stå inde for. Jeg skal ikke længere cleare mine udtalelser med en kommunikationsafdeling, tage hensyn til medarbejdere, kollegaer, chefer eller forholde mig til hundredevis af mails. Alligevel har jeg i flere år efter jeg stoppede som chefredaktør holdt mig tilbage og opført mig, som om jeg stadig var fuldtidsansat og skulle være indenfor virksomhedens rammer - mens jeg tjekkede mails (der ikke kom).

Et andet eksempel er min datter. Hun er i dag 27 år og en voksen ung kvinde. Jeg skal ikke længere tage hensyn til hvornår hun skal i skole, får fri, holder ferie, arbejder, fester, rejser. Jeg skal fx ikke længere være klar med maden på et bestemt tidspunk, indrette mig efter skolernes cyklus eller være disponibel. Alligevel levede jeg i flere år regelmæssigt og i en rytme som om hun stadig boede hjemme og havde behov for en mor, som da hun var lille. Men datteren har ikke længere brug for mig på den led. Og jeg er heller ikke længere en del af en virksomhed. Jeg er mig. Både professionelt og privat. Det gir en hel ny form for frihed, som jeg nu har erkendt og nyder.

Måske du kan genkende det fra dit eget liv? At du lader dig begrænse, holder dig tilbage fordi du lever efter uaktuelle regler, værdier, normer, rammer etc.

Forleden faldt jeg over et citat, som frit efter hukommelsen lyder:

Fuglen er ikke bange for at grenen knækker. Dens tillid handler ikke om grenen - men egne vinger…

Jeg er vild med det… og jeg tror på mine vinger. Hvad med dig? Har du set, at lågen er åben…

Forrige
Forrige

Hvem har gjort en forskel for dig?

Næste
Næste

Meningen med det meningsløse