Psykofantisk… eller som de fleste staver det… sykofantisk…
Lige så sjovt og spøjst ordet er… psykofantisk… det lyder næsten som noget sødt, man kan spise… lige så kvalmende og potentielt truende er fænomenet.
For det kræver et vist selvværd og en god portion selvindsigt at kunne gennemskue slesk tale, rygklapperi og overdreven bekræftelse. Især når det, vi får at vide, er præcis det, vi gerne vil høre.
Og hvis man sidder i et ekkokammer og konstant får bekræftet sine egne tanker, holdninger og forestillinger, kan det blive vanskeligt at navigere i den virkelige verden. For her møder vi heldigvis mennesker, der modsiger os, udfordrer os og ser verden fra andre perspektiver.
Det er måske en af de store psykologiske og sociale trusler ved kunstig intelligens. At vi risikerer at forveksle bekræftelse med forståelse, enighed med indsigt og digital opmærksomhed med menneskeligt nærvær.
For en AI, der altid giver os ret, gør os ikke nødvendigvis klogere.
Netop det har været et af de spændende emner på det kursus, jeg er på i denne uge… Men jeg er også mega begejstret for de mange AI-muligheder… og vil nu til at nørde med workspaces og agenter…
