Erfaren og tryg uden at blive blind

Foto: Venter på køretilladelse på Brøndby strand station.

Gentagelse og den tilvænning, der følger med, er nødvendig for vores overlevelse….
Det ville være temmelig slidsomt, hvis jeg hver morgen vågnede med samme skrig, som da jeg kom til verden, og alt var nyt.

Vi har brug for gentagelser, vaner og rutiner. For det velkendte. For at kunne sætte kaffen over uden at læse brugsanvisningen og gå ud ad døren uden hver morgen at skulle genopfinde vejen.

Sådan er det også, når jeg kører tog.
Jeg kan køre den samme strækning igen og igen. De samme skinner. De samme stationer.

Men der gemmer sig også en risiko i det velkendte.

For når vi har set noget hundrede gange, risikerer vi næste gang at se vores erfaring i stedet for det, der faktisk er foran os.

Det er dér, gentagelsen kræver nærvær. For sporet kan være det samme, uden at situationen er det. Mennesket på perronen er et andet. Lyset falder anderledes.

Noget kan have forandret sig, siden vi sidst kom forbi.

Kunsten er ikke at reagere, som om alt var første gang. Så ville erfaringen være værdiløs.
Kunsten er at lade erfaringen gøre os tryggere uden at gøre os blinde. At lade gentagelsen gøre os mindre overvældede uden at gøre os mindre berørte.

For selv på en strækning, jeg har kørt hundrede gange, har jeg aldrig kørt netop denne tur før.
Ligesom jeg kan vågne i den samme seng hver morgen… men aldrig vågner til helt den samme dag.