Engang for mange år siden, da jeg var ung, var jeg bange for at køre gennem Storebæltstunnelen. Jeg syntes, det var uhyggeligt og så alle mulige action- og katastrofefilm i min hjernes hjemmebiograf.
I dag sidder jeg selv i førerrummet og kører flere gange dagligt i tunnelen mellem Østerport og Vesterport. Nogle gange i mørke. Nogle gange oplyst. Men altid grå og dunkel.
Men når jeg kører baglæns… sidder i det ubetjente førerrum og fotograferer… kommer der pludselig farver på forevigelsen.
Skærmen lyser op med et helt nyt syn. IPhonens eksponeringstid kombineret med togets fart og Linje A’s blå skilt reflekteres sammen med det røde S-tog og bliver til en oplyst fest.
At se tingene baglæns… i retrospektiv og gennem et andet filter i bevægelse… kan ændre selv den mest grå og gyselige oplevelse.
Tænk, hvis jeg som ung havde vidst, at jeg mere end 30 år senere ville sidde midt i noget tilsvarende og være nærmest euforisk.
