Jeg er begyndt at have flere aften- og tidlige nattevagter.
Det betyder solnedgange og mørke. Og at opleve, hvordan mylder og trængsel stille og roligt afløses af få passagerer og tomme perroner.
Hovedbanegården by night bliver lidt som at få et kig bag tæppet i teatret. Et syn for de få. Kulisserne er de samme, men stemningen en helt anden.
Og så er der en særlig magi over at rulle gennem land og by og se, hvordan lysene time for time slukkes i boligerne, mens der til gengæld dukker flere blinkende og selvlysende øjne op fra ræve og katte langs sporene og i krattene.
Træerne bliver levende i mørket og ligner ansigter og figurer, der nikker mod mig i en skjult hilsen.
Måske er det noget af det, mørket kan. Når verden bliver mindre synlig, begynder fantasien at se mere. Det velkendte bliver fremmed for en stund, og steder, vi passerer hver eneste dag, viser pludselig en anden side af sig selv.
Samme spor. Samme by. Samme træer. Bare set i et andet lys.
