Næsten hver dag kigger jeg op og takker de højere magter for at sende så mange positive glimt min vej. Også når jeg er på arbejde.
Ud over at have verdens bedste kollegaer har jeg også de dejligste passagerer, som oftere end tit kvitterer deres exit fra toget med et "tak for turen" og et vink.
Men jeg har også fået "venner" på perronen.
Denne gruppe drenge mødte jeg… helt tilfældigt… to dage i træk på Valby Station, hvor de holdt pause fra det Timm Vladimir-køkkenkursus, der ligger ud til perronen.
"Har du en god dag?" spørger den ene.
"Ja ... og I ser også ud til at have det godt," svarer jeg.
"Hvad er din livret?" lyder det fra en anden.
"Grillet laks," siger jeg.
"Total i orden. Også superlækkert!" lyder det samstemmende fra dem alle.
"Hvad hedder du?"
"Lizl."
"Som hende fra The Sound of Music?"
Jeg laver afgangsprocedure. Fløjten lyder, dørene lukker, og toget sætter stille i gang.
"Ja. Netop," svarer jeg overrasket. Jeg tænker, at det er utroligt, at en så ung fyr kender den reference.
Og så råber de alle i kor: "Liiiiizzzzllll!", mens toget ruller af sted og mit vindue i førerrummet lukker.
Jeg griner hele vejen til Høje Taastrup, og selv ude på vendesporet må jeg næsten gå sidelæns, fordi mit smil er så bredt.
Da jeg dagen efter triller ind på Valby Station, står de der igen og råber: "Hej, Lizl!"
Jeg får lov til at forevige dem og får samtidig forklaringen på, hvorfor de kender The Sound of Music.
"Jeg går til teater, hvor vi spiller den. Og så er min mor helt vild med den."
Drengene afslører i øvrigt, at de skal lave tacos, og resten af turen til Høje Taastrup nynner jeg sultent "Edelweiss".
PS: Jeg er ikke opkaldt efter musicalen ...
