Julen er, hvad vi gør den til

Nissen flytter ofte med og juletiden kan være som at sætte projektør på dét, som ikke er lykkedes.

Jeg møder mange for hvem denne tid er svær og smilene stramme. Det er som om alt det seje bliver endnu mere vanskeligt og står tydeligere: Savn, længsel, sorg, ensomhed, uindfriede forventninger, knuste drømme, konflikter, tab.

Jeg taler med mænd og kvinder, der ser julen som en eksamen, hvor de skal vise, at de har bestået og er del af det gode liv. At de er lykkedes. At de har succes som sociale væsner, hvor traditionerne agerer drejebog for lykkefølelsen.

Nogle udtrykker i fortrolighed frustration over denne hjerternes fest mens andre forsøger at skjule, at de slet ikke er så glade, som de ser ud. For hvad er man, hvis man ikke er lykkelig i julen?

Julen er, hvad vi gør den til.

Og der er ikke en forkert eller rigtig måde at være på… heller ikke i julen. Nogle gange udvikler livet sig bare. Nogle gange forandres vi – måske i anden retning eller i takt med omgivelserne. Måske er din jul bare blevet anderledes. På en anden måde end du troede, håbede, forventede.

Og så er det sådan. Det skal nok gå.

Måske det kan hjælpe at tænke på, at den 24.12 også bare er en lørdag, og at du ikke er alene om at føle, det hele er lidt mere sejt i denne tid. Faktisk kan der ligge en lille fryd i at erkende, at man har det, som man har det, så bruger man nemlig ikke energi på at forsøge at ignorere eller gøre sig selv forkert. Man kan nemlig godt både være ked af det og glad på én gang. Og veksle mellem sorg og glæde.

Ønsker dig al det bedste. Du er ikke alene… uanset hvordan du end føler.

Glædelig jul

Forrige
Forrige

Se på det, der virker

Næste
Næste

Du kan booke mig