Bange for at blive afsløret…

Foto: Bjarke Ørsted

Har du også svært ved at modtage ros… og er du bange for at blive afsløret som én, der ikke er dygtig?

Så er du ikke alene. Jeg har selv været der og arbejder stadig med det.

Jeg synes selv, at jeg bliver bedre til at blive evalueret, men jeg må indrømme, at jeg hver gang efter et afholdt kursus ikke kan slippe ord eller ansigtsudtryk, som måske kan tolkes negativt. Og det til trods for at ingen kursister har ytret andet end ros og at jeg faktisk står og underviser i, at man ikke skal lege spåkone og fejltolke (!)

Men det sker hver gang. Og hver gang i bilen hjem sidder jeg med en blanding af glæde over, at det gik supergodt og en lyst til at stoppe, fordi jeg ikke har lyst til at blive vurderet og karaktergivet og evt. at skulle forsvare eller finde forklaringer på hvorfor nogle måske har oplevet ikke at få maksimalt udbytte af at have mig foran dem en hel dag. Og så̊ forsøger jeg at parkere bekymringen indtil evalueringen kommer.

Den har jeg så lige fået. Og jeg fik kun topkarakterer og mange havde tilmed ulejliget sig til også̊ at skrive meget pæne ord om mit engagement, min måde at undervise og bygge et kursus på. Kursusudbyderen sendte også en mail og udtrykte sin begejstring over, at jeg havde fået så flotte tilbagemeldinger og kaldte mig ”World class” og at jeg er for vild og de igen i aller højeste grad var imponerede.

Først bliver jeg lettet. Så̊ bliver jeg ked over at have været så hård ved mig selv. Og så̊ bliver jeg vred over at være underlagt præstationspres.

Jeg ved godt, at evaluering og karaktergivning kan være nødvendig for at værdisætte en indsats, men jeg tør slet ikke tænke på hvordan unge har det, når en halvgammel erfaren rotte som mig stadig lige må tage min egen coachende medicin for at håndtere at blive evalueret.

Nu er jeg glad, tilfreds og stolt af mig selv. Men jeg har også lige været en tur forbi mig selv og kigget på fænomenet ”Impostor syndrom” (bedragersyndrom), som betyder, at man tvivler på sine egne talenter og præstationer og er bange for at blive ”afsløret” som én, der i virkeligheden ikke rigtig kan noget, men som har narret omgivelserne.

Dette er der rigtig mange, der lider af. Og med god grund. For karakterer, fokus på præstation og konkurrence får vi nærmest ind med modermælken.

På en tidligere arbejdsplads var jeg på toplederuddannelse, hvor en psykolog faciliterede en workshop og spurgte ”hvem er bange for at blive afsløret?”. Alle i lokalet rakte hånden op. Alle sad vi i betroede og eftertragtede stillinger, der krævende styrke, mod, handlekraft og viden – og alle var vi samtidig nervøse for at fremstå som blålys.

Jeg har klienter i min praksis, der både er etablerede og succesfulde på arbejdsmarkedet og unge under uddannelse, der bokser med at føle sig mindre værdige og derfor ikke udfolder sig fuldt ud. De sammenligner sig med andre og har fokus på fejl og mangler. Og jo mere succes de oplever, jo større frygt for at blive afsløret eller ikke at kunne præstere lige så godt næste gang.

Heldigvis er der en vej ud af denne selvdestruktive adfærd.

Det handler om at lære at adskille sine egne følelser. Og træne sig i at stole på den feedback, man får fra omverdenen.

Jeg plejer at kalde det ”gammelt vraggods”, der skyller op på stranden, når vi reagerer fortidigt i en nutidig situation. Så det er en læring i at kunne se, at man måske reagerer som et barn selvom man er voksen.

Og så skal man øve sig i at tage imod og ikke bortforklare med, at man var heldig.

Og vigtigst: Tal om det. Jo mere vi erkender, jo mindre vil det fylde. Dæmoner dør i dagslys.